Bayerens "danske" historie
Den Bayerske Bjergschweisshund har over 150 års historie bag sig. Alligevel er den et relativt nyt bekendtskab i Danmark. .
Det organiserede arbejde med schweisshunde er en relativ ny forteelse herhjemme. Blandt andet her i ligger forklaringen på, at Bayeren først blev "opdaget" som en mulig kandidant til det danske eftersøgsarbejde i starten af 80'erne. Og det på trods af, at vi er nabo til oprindelseslandet.
Før det tidspunkt kunne en eftersøgsekvipage måske have 15-25 eftersøgninger om året. Dels på grund af det manglende kendskab til ordningen omkring schweisshunde hos jægerne i al almindelighed, og dels i det faktum, at lovgivningen omkring eftersøgsarbejdet - og de legitimerede hundeføreres rettigheder til at søge på anden mands grund, endnu ikke var trådt i kraft. Så derfor var mængden af eftersøgninger "til rådighed" begrænset, og det gav selv sagt intet incitament til at anskaffe sig en specialist som kun kunne een ting, nemlig at eftersøge.
Som schweissarbejdet udviklede sig, og lovgivningen med, er mængden af eftersøgninger støt steget de sidste 15-20 år. Og dermed også gjort det mere oplagt, at anskaffe sig en specialist, hvis man ønskede udelukkende at beskæftige sig med eftersøgsarbejdet.
Organisering.
Der er ingen specialklub for Bayeren i Danmark. Dem som søger et tilhørsforhold til DKK, kan melde sig ind i denne, og varetagelsen af Bayerens interesser i DKK regi foretages af KJS (Klubben for jagthunde uden specialklub.)
Det har været forsøgt at danne en specialklub, men forsøget strandede i slutningen af 90'erne, da der ikke kunne opnås enighed imellem DKK og den daværende Støtteforening for Bayersk Bjergschweisshund, om bl.a. avlskrav i form af schweissprøver.
Mange af de seriøse Bayereejere i Danmark er derfor i dag medlem af den tyske moderforening for racen.